Socialpædagog eller sundhedsfaglig medarbejder til Børneafdelingen i Børne- og Familiehuset Arild

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med på Børneafdelingens faglige rejse?

Børne- og Familiehuset Arild er Københavns Kommunes specialiserede tilbud til udsatte børn, gravide, spæd- og småbørnsfamilier.

Børneafdelingen søger socialpædagog eller sundhedsfaglig medarbejder, der har lyst til at bidrage aktivt til den faglige udviklingsproces, vi befinder os i.

Vi har brug for dig, der med nysgerrighed, energi og erfaring vil være med til at bringe vores ambitioner ud i livet og ind i det pædagogiske arbejde med børn og forældre.  

Om jobbet
Som pædagog i Børneafdelingen bliver du en del af en medarbejdergruppe, der varetager omsorgen for anbragte børn i aldersgruppen 0-8 år. Børnene har alle haft det svært i deres opvækst, og de har ikke haft et tilstrækkeligt sundt og udviklende miljø at vokse op i.

Derfor er det vores opgave at sikre et godt børneliv med et sundt og udviklende miljø, hvor de får en masse positive tilknytningserfaringer, som de kan bygge videre på. Derfor arbejder vi målrettet ud fra vores faglige grundlag, som baserer sig på tilknytningsteori og den traumebevidste tilgang.

Du bliver en del af en medarbejdergruppe i udvikling, som har brug for gode kolleger, der holder hovedet koldt og hjertet varmt – også når det går hurtigt, og tingene ikke går som planlagt.

For børnene kan have det svært, og deres adfærd afspejler den opvækst, de har haft. Det er vores opgave at afkode, hvad de med deres adfærd prøver at fortælle os, og hjælpe dem bedst muligt.

Derfor har vi brug for en kollega, der med erfaring, ro og stabilitet vil være med til at holde den faglige kurs og omsætte faglighed til praksis i den måde, vi er sammen med børnene. Det sker blandt andet ved at

  • sikre omsorg: En tryg, stabil hverdag skaber ro for børnene
  • være en tydelig voksen: Tydelige voksne kan børnene lære fra og læne sig op ad
  • lege med børnene: At have det sjovt er sundt!
  • samarbejde: Når vi arbejder sammen, deler vi det sure og det søde. Sammenhold giver tryghed og gør os i stand til at være dygtige til vores job

Om dig
Vi forventer, at du

  • er uddannet pædagog og har solid erfaring inden for børneområdet – gerne fra døgn- og socialområdet
  • har forståelse for og kendskab til målgruppen og de behov, børnene kan have
  • trives i en alsidig hverdag, hvor alt, hvad vi gør i relation til børnene, er en del af det pædagogiske behandlingsarbejde
  • har lyst til at udvikle dig selv fagligt og være med til at styrke vores fælles retning

Vi lægger vægt på modenhed og et roligt overblik i hverdagen.

Det er vigtigt, du har kørekort.

Vi tilbyder

  • et spændende fagligt miljø, hvor du er med til at sætte og fastholde kursen!
  • opkvalificering og videreuddannelse som en del af ansættelsen
  • en engageret kollegagruppe med plads til forskellighed, humor og det gode kollegaskab
  • en hverdag med mening – hvor vi arbejder for gode børneliv, og hvor vi med kærlighed og faglighed tager hånd om nogle af de mest udsatte børn i København

Løn og ansættelsesvilkår 
Vi søger en socialpædagog eller sundhedsfaglig medarbejder til en stilling på 37 timer pr. uge med ansættelse snarest muligt eller senest den 1. august 2026.

Vi arbejder i skiftende arbejdstider i tidsrummet kl. 6.00-22.30 efter fast vagtskema med weekendarbejde hver 3. weekend.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

I forbindelse med ansættelsen vil der blive taget reference  og indhentet børne- og straffeattest.

Mere information 
Du kan kontakte afdelingsleder Carina Mørkeberg Larsen på 40 16 70 63 mandag den 11. maj 2026 mellem kl. 11.00-13.00 eller tilbudsleder Helen Gregory på 24 76 83 76 onsdag den 6. maj 2026 mellem kl. 11.30-12.30.

Læs mere om os på Om Børne- og familiehuset Arild | Tilbud til udsatte børn og familier,

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, fyldestgørende CV samt relevante kursus- og uddannelsespapirer. 

Søg via linket senest onsdag den 13. maj 2026
Der holdes ansættelsessamtaler onsdag den 20. maj 2026.

Om Socialforvaltningen
Socialforvaltningen understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier med behov for støtte selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde. Vi samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.